Ciderkonkurrence 2018

Æblefestival Assens Kommunes ciderkonkurrence i Magtenbølle var populær. For andet år i træk afholdte vi konkurrence i fremstilling af cider. Otte gode cidere var indleveret til konkurrencen, som blev vundet af : Jesper Carstensen, Famm. Thorsing og Øksendrup Cider i en delt første plads i kategorien sød cider. I kategorien tør cider var det Øksendrup Cider som vandt. Gavekort fra Danish Outdoor i Tommerup var der til vinderne, efter kåringen af vinderne var det muligt at smage hinandens cidere samt udveksle gode tips og erfaringer om fremstilling af cider.

 

Deltag i Ciderkonkurrencen

Vi afholder atter konkurrence i fremstilling af cider. Også i år vil vi bruge de hyggelige faciliteter i Magtenbølle Sulelænge (Magtenbøllevej 94, 5492 Vissenbjerg) til at præsentere de gode cidere lørdag d. 20. oktober kl. 12:00. Og forhåbentlig bliver der også plads til at smage hinandens cidere og udveksle gode tips og erfaringer om fremstilling af cider. Sidste år var det en succes med 10 deltagende cidere. Vi er sikre på, at det kan gøres bedre i år. Vi har strammet lidt op på konkurrence-reglerne, indført et deltager-gebyr på kr. 100,- pr. cider samt oprettet tre kategorier for de deltagende cidere.

Reglerne for konkurrencen om Æblefestival Assens Kommunes bedste cider fremgår af teksten nedenfor. Der er ikke mange dommere indenfor cider-fremstilling, men vi har fået en erfaren, kompetent og anerkendt vindommer samt en lige så erfaren, kompetent og anerkendt øldommer til at udgøre årets dommerpanel. Vi glæder os til at du deltager med din cider.

Regler for cider-konkurrence:
Alle kan deltage med en eller flere cidere, de selv har fremstillet. For at deltage skal man indlevere mindst 1,5 liter cider tappet på minimum to flasker. Det koster kr. 100,- pr. cider i deltagergebyr. Der er tre kategorier i konkurrencen, en kategori for tør cider, en kategori for sød cider og en kategori for speciel cider. Ved indlevering af din cider skal det fremgå, hvilken kategori din cider deltager i. Dommere og arrangører af konkurrencen kan ikke deltage.

En cider er en alkoholisk drik fremstillet ved fermentering af most fra æbler. Der er ingen krav til alkoholstyrke eller grad af karbonering. Er din cider på 0,2% alkohol uden bobler så deltager den på lige fod med en kraftig karboneret cider eller en cider på 14% i alkoholstyrke. Cider gærer på enten kulturgær eller vildgær, du bestemmer.

Ciders duft og smag
Cider har ikke nødvendigvis en markant frugtagtig aroma eller smag lige som en vin ikke nødvendigvis smager markant af druer. Tør cider udvikler mere kompleks og mindre frugtagtig karakterer. Faktisk er en simpel “æblesodavand” karakter ikke ønskelig i en cider. Dog kan nogle cider-stilarter udvise en tydelig frugtagtig smag eller aroma.
Sødmen (restsødme) af en cider kan variere fra absolut tør (ingen restsødme) til så meget som en sød dessertvin (10% eller mere restsødme). I sødere cider skal andre komponenter af smag, især det syrlige, afbalancere sødmen.

Der er to kategorier af sødme:
Tør: en cider med en densitet på under 1.007 OE (oechslegrader).
Sød: en cider med en densitet på over 1.007 OE.
Hvis en cider er tæt på en densitet på 1007 OE, skal den tildeles den sødmekategori, som bedst beskriver det overordnede indtryk, den giver.

Det syrlige er et vigtigt element i cider. Det skal være tilstrækkeligt til at give et rent, forfriskende indtryk uden at overdrive. Syrlighed (fra æblesyre og i visse tilfælde mælkesyre) må ikke forveksles med eddikesyre. Eddike-syre aroma og prikkende smag af eddike-syre er en fejl.

Cider varierer betydeligt i tannin. Dette påvirker både bitterhed og anstringens. Noget tannin er ønskeligt for at balancere karakteren, tannin bør hovedsagelig bidrage med astringens snarere end bitterhed. En fremmed bitterhed er en fejl (og skyldes ofte behandlingsteknikker i stedet for frugt).

Mundfylde
Generelt har cider en mundfølelse og fylde der er sammenlignelig med hvidvin. Kroppen er mindre end kroppen for en øl. Kraftigt mousserende cider vil være sammenlignelig med champagne.

Ingredienser
Der må som udgangspunkt ikke bruges tilsætningsstoffer i cider, medmindre det specifikt er tilladt i den enkelte kategori eller er undtaget på listen nedenfor:

• Gær, der anvendes til cider, kan enten være naturlig gær (den gær, der forekommer på selve frugten og / eller bevares i fræsnings- og presseudstyret) eller dyrket kulturgær.
• Malolaktisk fermentering er tilladt, enten naturligt forekommende eller med en tilsat ML-kultur.
• Fælles forarbejdningshjælpemidler og enzymer er generelt tilladt, så længe de ikke kan påvises i den færdige cider.
• Det er tilladt at anvende klaringsmidler.
• Enzymer kan anvendes til afklaring af mosten forud for gæringen.
• Direkte tilsætning af CO2 (tvangskarbonering) for at karbonere cideren er tilladt.
• Tilsætning af sukker for at karbonere cideren (naturlig karbonering) er tilladt.
• Der må tilsættes sukker for at afpasse smag, dog skal most fra æbler udgøre hovedparten af sukkeret i fermenteringen. Hvis der er brugt sukker, skal det oplyses ved indlevering af cideren, hvor meget der er tilsat.
• Det er tilladt at bruge sulfit til exempelvis standsning af gæring eller anden form for mikrobiologisk kontrol. Hvis det anvendes, bør det maksimale niveau for sulfitter (200 mg / ltr.) overholdes nøje. Enhver overskydende sulfit, der kan påvises i den færdige cider, er en alvorlig fejl.
• Fadlagring er tilladt, det skal dog oplyses ved indlevering af cideren, hvis den er lagret på fad eller har eftergæret på egetræsspåner.
• Syre må tilsættes mosten for at balancere cideren, det skal oplyses ved indlevering af cideren, hvis der er tilsat syre (vinsyre, æblesyre, citronsyre etc.).
• Kaliumsorbat må tilsættes for at stabilisere cideren. Enhver resterende aroma / smag fra misbrug eller overdreven anvendelse af sorbat (f.eks. en “geranium” note) er en tydelig fejl.

Der er følgende tre kategorier i konkurrencen:
– tør cider (en densitet på under 1007 OE), kan have forskellig smag og estere, der antyder æbler, især tanninske sorter. Tørre cider må ikke være for stramme.
– sød cider (en densitet på over 1007 OE), har typisk et forholdsvis lavt alkohol indhold. Den søde cider kan have en frugtbar æble aroma og smag og en tendens til rig fylde. Restsødme og syrlighed bør kombineres for at give en forfriskende karakter. Søde cider må ikke være vamle.
– specielle cidere, har du lavet en cider med humle, ingefær, tilsat blåbær, blomme, kirsebær, lakrids, chilli, grønsager, rabarber eller andet spændende, så skal den med i kategorien specielle cidere. Smagen af cider skal være tydelig og afbalanceret i forhold til de smagskomponenter der er tilsat. Hvis din cider er lavet på pærer, kaldes den en perry og kan deltage i gruppen specielle cidere. Det skal specificeres hvilke tilsætninger eller andre smagskomponenter der er brugt.

I tilfælde af at en kategori ikke har tilstrækkelig mange deltagere, så bestemmer dommerne om den pågældende kategori nedlægges eller lægges sammen med en anden kategori. Bedømmelsen foretages ved blindsmagning og udføres af et dommerpanel med erfaring i vurdering og bedømmelse af øl, vin og lignende. Alle flasker anonymiseres, når de indeleveres til bedømmelse.

Konkurrencen afvikles i forbindelse med æbledagen i Magtenbølle lørdag d 20. oktober om eftermiddagen, hvor vinderne af konkurrencen kåres.

Har du husket at nedskrive forløbet af din cider-fremstilling, så vil vi meget gerne vide hvor mange æbler, hvilke æbler der er brugt i din cider samt hvor meget cider du har fremstillet. Fakta-oplysninger om gær, sukker% ved gærtilsætning og restsødme etc. vil vi også gerne have oplyst. Disse oplysninger er dog ingen betingelse for deltagelse i konkurrencen.

Vil du deltage, så indlever din cider til Æblefestival Assens Kommune, c/o Klaus Ankerstjerne Eriksen, Magtenbøllevej 78, 5492 Vissenbjerg senest lørdag d. 13. oktober. Det koster kr. 100,- pr. cider der deltager i konkurrencen.

Med venlig hilsen
Æblefestival Assens kommune 2018
Klaus Ankerstjerne Eriksen
Magtenbøllevej 78
5492 Vissenbjerg
tlf. 2086 5492
Mail: klaus@magtenboelle.com
www.aeblefestivalassens.dk

 

Lukket for kommentarer.