Arkiv: program 2017

På denne side gemmer vi Sidste nyt + det løse fra festivalen 2017.


Æbletræ til Assens Skole

0. klasse på Assens Skole har fået et æbletræ fra Æblefestivalen, der forhåbentlig gror sig stort og stærkt. Det er et Ingrid Marie fra Assens Planteskole og på billederne nedenfor, kan man se de unge mennesker i færd med at plante det nye æbletræ. Hanne Andersen fra hjerteforeningen var med og har sendt billeder fra dagen træet blev plantet.

  

 

 


Stor opbakning og bred interesse til årets æblefestival

Hjemstavnsgården i Gummerup dannede rammen om Æblefestivalens evalueringsmøde d. 8. november. Kaffe og æblekage (naturligvis) serverede Hjemstavnsgården i de hyggelige lokaler, hvor 25 personer var mødt frem for at bidrage til en vurdering af årets æblefestival.

Festivalens formand Else Marie Kristensen bød velkommen og opridsede visionerne for æblefestivalen, som de blev formuleret på generalforsamlingen i februar måned.

– Med æblefestivalen vil vi sætte Assens Kommune på landkortet og synliggøre den som en grøn og innovativ kommune. Vi ønsker også, at det bliver hele kommunens æblefestival. vi vil skabe aktiviteter for både børn, voksne og alle andre i hele kommunen. Sidst men ikke mindst vil vi synliggøre det gode danske æble og dets mange anvendelsesmuligheder, fastslog Else Marie som den tredie vision i æblefestivalen.

Efterfølgende var der en livlig debat i forsamlingen om aktiviteterne, der blev søsat under festivalen. Medlemmerne af festivalens bestyrelse fortalte om de forskellige aktiviteter, men mest interessant var det, at høre fra dem der ikke sidder i bestyrelsen eller som har en mere perifer tilknytning til festivalen.

– Æblefestivalens omtale  i medierne har været imponerende stor, fortalte Inger Lund fra Hjemstavnsgården, – det er første gang vi (Hjemstavnsgården) er med og selvom der var plads til flere besøgende, så har vi også mod på være med i æblefestivalen til næste år, hvor vi vil gøre mere for at synliggøre festivalen lokalt på skoler og i børneinstitutioner.
Desuden fremhævede Inger Lund, at det er godt, at der har været involveret lokale æbleeksperter fra plantager, planteskoler etc.  – Det er godt, at vi trækker på den lokale expertise, understregede Inger Lund

Festivalen var også et resultat af mange frivilliges indsats. Praktiske opgaver blev realiseret takket være de mange, der frivilligt brugte tid og kræfter på festivalen.

– Det har været en begivenhedsrig festival med mange gode oplevelser for alle. Jeg har deltaget i ciderkonkurrencen, men var også med til at stille borde og telte op før festivalen samt var med til at rydde op efter festivalen. Der har været en god stemning og mange gode oplevelser, fortalte Brian.

Hans Erik fra Skoda-museet med sin Skoda fra 1954.

Mange nye tiltag har set dagens lys på årets æblefestival. Og mange nye aktører deltog æble-aktiviteterne. En af de nye tiltag var Skodamuseet, som arrangerede køretur i en af deres veteranbiler fra Hørvævsmuseet til Hjemstavnsgården og retur. Et godt initiativ var der enighed om, men billetprisen var for dyr og for uigennemskuelig.

Selvom de forskellige arrangementer var rimelig fordelt ud over festivalens to uger, så var der alligevel et eksempel på dårlig timing af to arrangementer. Torsdag d. 12. oktober var der to gode arrangementer på samme tid men to forskellige steder. – Ærgerligt, var der en, der gav udtryk for, som gerne ville have deltaget i begge arrangementer.

Stor opbakning og bred interesse til årets æblefestival var den generelle vurdering de fremmødte sluttede med at konkludere. Festivalen var også præget af stort engagement og involvering af de mange, som interesserer sig for æbler i Assens Kommune. Festivalen var et eksempel på, hvordan vi i fællesskab lykkedes at løfte i flok og stable en succesfuld æblefestival på benene.


Evalueringsmøde i Æblefestivalen

To hektiske ugers æblefestival med et hav aktiviteter er slut. I uge 41 og 42 blev årets æblefestival i Assens kommune afholdt for fjerde gang og denne gang med langt flere aktiviteter end tidligere år. Festivalen har været præget af mange nye aktiviteter og et kæmpe engagement fra mange frivillige. På det første bestyrelsesmøde efter æblefestivalen var stemningen høj og præget af en begejstring for at æblefestivalen blev en succes. Men var festivalen en ubetinget succes? Det spørgsmål og mange andre tages op på evalueringsmødet onsdag d. 8. november kl. 19:00 i Hemstavnsgården i Gummerup. Mødet er åbent for alle. Vi ser tilbage på, hvordan festivalen er forløbet og gør os nogle overvejelser over, hvordan festivalen kan gøres bedre til næste år.


Æblefestivalen sluttede hvor den startede – på Høed trinbræt

Søndag i uge 42 var sidste dag i æblefestivalen. I den gamle Høed skole indbød Anne Marie til et hyggeligt æbletraktement. De populære æblepølser blev vendt på grillen og solgt til rimelige priser. Efterfølgende var der kaffe, the og kage. Og alle skulle naturligvis hen og se det gamle Ingrid Marie æbletræ, modertræet der spirede frem mellem hindbærplanterne for mere end 100 år siden og som i de forgange år har fået stor udbredelse også udenfor de danske grænser. Ingrid Marie æblet er indgået i megen forædlingarbejde og er moder til mange nye æble-sorter.

I dag er det Anne Marie der bor i den gamle skole og efter at have nydt hendes gæstfrihed, begav vi os hen til Høed trinbræt og indviede et skilt, der fortæller historien om trinbrættet på den gamle Assens-bane. Trinbrættet i Høed blev indviet i 1929 og blev brugt helt frem til 1966, da persontrafikken på Assens-banen ophørte. Det var også her, dette års første æblefestivals-arrangement blev afviklet i september i samarbejde med kunstprojektet ModStrøm og Flemløse-Voldtofte bylaug.

Til sidst kørte forsamlingen til Flemløse, hvor Flemløse Voldtofte bylaug har oprettet en lund af æbletræer for et par år siden. I år blev æblelunden udvidet med yderligere en håndfuld æbletræer, som Ingemann Jensen fortalte om. Bylauget havde taget kaffe og kage med til forsamlingen og Ingemann sluttede dagen af med at sige tak til alle, der havde deltaget i æblefestivalen og udtrykte håb om at vi ses igen til næste år æblefestival.

Blandt deltagerne i “Æblefestival Assens kommune 2017” var der en generel optimistisk vurdering af festivalen. Det har været et godt projekt, hvor det er lykkedes, at synliggøre det gode danske æble og sætte Assens på landkortet som en innovativ og grøn kommune . Om æblefestivalens visioner udtalte festivalens formand Else Marie Kristensen på generalforsamlingen i februar bl.a. : “Æblefestival 2017 kommer til at handle om lokalaktiviteter, æblemad og æblekreativitet.” Det må i høj grad konkluderes, at æblefestival 2017 har indfriet disse visioner.

Æblefestivalens succes skyldes også et kæmpe frivilligt engagement. Hver især kan vi noget, men sammen kan vi det hele. Privat personer, biblioteker, erhvervsvirksomheder, børnehaver, beboerforeninger og mange andre tog ansvar og involverede sig i æblefestivalen. Engagement, bredde og åbenhed var kendetegnende for dette års æblefestival og en forudsætning for dens succes.

Med Ingemanns korte og præcise afslutningsbemærkning: “Tak til alle der har deltaget i æblefestivalen og vi ses forhåbentlig igen til næste års æblefestival.”

 

Høed gl. skole

 

 

Høed trinbræt, Ingemann Jensen fortæller om trinbrættets historie.

Æblefestivalen sluttede i Flemløse.

Ingrid Marie æbletræet er 109 år gammelt og står flot med den blå himmel som baggrund.


Æbledag i Magtenbølle

Den sidste lørdag i æblefestivalen er det i Magtenbølle det foregår. I år blev der både afholdt kagekonkurrence og ciderkonkurrence. Omtrent 300 besøgende var i Magtenbølle for at presse æbler, lave æble-kreativiteter, smage på æblekage samt æblecider, og lave mange andre æble-ting. Stemningen var som sædvanlig god og hyggelig. “Harpin Wolf and the Black Sheep” leverede herlig blues-musik. Mens Odense fortællekreds fortalte historier, der handlede om æbler. Der var også forskellige workshops, hvor det var muligt at få brugt sine kreative evner.

Vinderne af kagekonkurrencen blev:

  1. præmie: Emma Christensen på bare 13 år fra Munkebo
  2. præmie: Else Marie Sørensen fra Turup
  3. præmie: Steen Ove Teisner fra Voldtofte

Vinderne af ciderkonkurrencen blev:

  1. præmie gik til Jesper Carstensen fra Magtenbølle
  2. præmie gik til Jesper Carstensen fra Magtenbølle
  3. præmie gik til Finn Clausen fra Nårup

Fotokonkurrence, mosaikkonkurrence og æblelunde

Fredag d. 20. oktober var der fuldt hus i Tobaksgården. De mange fremmødte skulle se, hvem der havde vundet de to konkurrencer og hvem der har fået æbletræer til æblelunde.

Rie Nielsen har lavet to video-klip fra dagen, som kan ses på facebook :

Æblelunde og æblemosaikker

Æblefotokonkurrence

Fotokonkurrencen var den ene konkurrence, hvor der var 21 bidragydere med flotte foto af æbler i mange forskellige sammenhænge. Billederne var lagt ud på facebook og det var antallet af likes der afgjorde med hård og retfærdig hånd, hvem der vandt konkurrencen.


Æblefestival i erhvervsparken

Erhvervsparken i Tommerup St. havde en hyggelig dag i æblets tegn. Pottemageren Den Dybe Talerken, glasværkstedet Hedenhoff, vinimportøren Selmer Vin, Internetbutikken Danish Outdoor, webshoppen Cognac Huset og Café Gårdhaven stod bag æbledagen i Erhvervsparken. Der var kreative æble-aktiviteter og smagning af spændende cognac, cryo-æble-vin samt æblemjød fra Magtenbølle Honning & Mjød.

De gamle fabrikshaller i Tommerup dannede rammen om en oplevelsesrig æbledag. “Erhvervsparken fordyber sig i æbler”, var overskriften og det blev endnu en succesfuld aktivitet i æblefestivalen, der bidrager til større bredde i æblefestivalen, og til en æblefestival for HELE kommunen.


Private haver åbnede for besøg

Tirsdag aften kl. 17 den 17. okt. var der arrangeret fyraftensbesøg i Kirsten og John Algreen-Ussings fantastiske have i Kærum. Især Kirsten er skaberen af denne lille oase af en have. Det er svært at ramme det helt rigtige tidspunkt til at se en efterårshave, men har man lidt af hvert, er der altid noget der topper, og det var der i Kærum. Og når får det serveret i øjenhøje på et bord med bonsaitræer, må man overgive sig. Tak til Kirsten og John, der bød på en oplevelse for børn og voksne.

Torsdag aften d. 19. oktober i haven ved den fredede Damgård i Gummerup fortalte Doris og Niels Gosvig om den efterårdklædte bondegårdshave, hvor park/prydhaven ligger nord for gården som en forlængelse af stuehusets lille udskud. Syd for findes køkkenhaven, og da den delvis ligger på en gammel mødding, er frodigheden overvældende.

To spændende fyraftensbesøg i private haver, der osede af passion og lidenskab for den smukke have.


Aktive ældre fik hjælp af de unge

Her og der og alle vegne, de Aktive Ældre er over alt. Også på Hjemstavnsgården onsdag d. 18. okt. var de tilstede og pressede æbler til en herlig velsmagende most på et effektivt presseudstyr, de har fået sponsoreret af Veluxfonden. En flok unge drenge syntes også, det var spændende med det fine presse-udstyr og hjalp ihærdigt med at få mostet æbler.

Det var spændende for de unge drenge, at følge med i hvordan der blev presset æbler.

Aktive ældre opfordrer til at havens æbler ikke går til spilde, men bruges, fx. til velsmagende most.

I samarbejde med Skoda-museet var der arrangeret transport fra Skoda-museet til Hjemstavnsgården og retur, en fin lille køretur på ca. 8 km. gennem det smukke fynske landskab i en smuk gammel Skoda fra 1956.

Hans Erik Hansen fra Skoda-museet var chauffør og fortalte om hans interesse for Skoda, der startede for en del år siden med at han renoverede en anden gammel veteran-bil.

Hans Erik Hansen med sin fine gamle Skoda fra 1956.

Inger fra Hjemstavnsgården havde sammen med andre frivillige forberedt årets æbledag på Hjemstavnsgården.

–  Det er herligt at opleve de unge mennesker og de gode oplevelser de får på sådan en dag som i dag, fortalte Inger og opfordrede samtidig til at æblefestivalen og dens aktiviteter blev synliggjort mere på skolerne op til efterårsferien.

Hørvævsmuseet filtede æbler og præsenterede nogle af de gode gamle æbler i deres café. – Det er lidt vanskeligt at lave æble-aktiviteter, forklarede Ole Grønbæk fra Hørvævsmuseet. – Men vi har da haft besøg af flere unge mennesker, der har lavet et filtæble. Og det er da en god idé, at vores nabo Skoda-museet har arrangeret køreture til Hjemstavnsgården i en af deres flotte Skoda’er fra 1956.

Det muntre køkken.

Det muntre køkken.

 

 

Ingemann serverede smagsprøver på udsøgte fynske æblesorter.


Bliv klogere på æbler

Æblets historie  og udvikling samt mange gode tips til haveejeren om, hvordan man dyrker æbler. Det var hovedindholdet i frugtavlskonsulent og æbleplantageejer Svend Ramborgs detaljerede oplæg på Tobaxgården tirsdag aften d. 17. oktober. Hans store viden og indsigt i æbler dannede grundlag for et spændende foredrag om æbler.

Vil du undgå den mørkebrune farve i æblemost, så skal mindst halvdelen af dine æbler i mostpressen være Elstar. Og vidste du, at æblet Aroma er en krydsning af Filippa og Ingrid Marie? Mange andre detaljer kunne Svend Ramborg berette om og spørgelysten var stor blandt de ca. 30 deltagere, som var mødt frem.

Siden han var to år gammel, så har Svend Ramborg boet på en æbleplantage. Hans far havde en æbleplantage og nu er det Svend, der har en plantage ved landevejen mellem Vissenbjerg og Skalbjerg.

Svend Ramborg.


Æbledag i erhvervsparken Tommerup St.

Nye aktører er med i årets æblefestival – keramik, glas, vin, æbledesserter og æblepresser

Antallet af aktører i Æblefestival 2017 er øget. De kommer fra hele kommunen og bidrager til en større bredde i æblefestivalen. En af årets nye aktører er en gruppe virksomheder i erhvervsparken i Tommerup Stationsby. De bidrager på hver deres måde med aktiviteter, de har noget med æbler at gøre og er gået sammen om at arrangere en fælles æble-dag torsdag d. 19. oktober kl. 10 – 13, Erhvervsparken Østerbro 4 Tommerup St.

I Erhvervsparken Tommerup kan du kreere dit eget keramikæble Hos Den Dybe Tallerken kan du kreere dit eget keramik æble. Pottemager Lisbeth Kring har lavet æblerne på forhånd, så de lige er klar til at dekorere. Det koster 50 kr. pr. æble og aktiviteten er for både børn og voksne. Det kræver ikke tilmelding, bare mød op!

På glasværkstedet kan du lave et æble fad eller skål med mosaik-teknikken. Der er plads til 5 ad gangen, så der kan være lidt ventetid. Det tager ca. 30 minutter at lave æblet i glas. Herefter skal glasæblet brændes 2 gange og kan afhentes på glasværkstedet ca. 1 uges tid efter. Du kan lave glasæblet i 3 forskellige størrelser; lille til kr. 150,-, mellem til kr. 250,- og stor til kr. 350,- Det kræver ingen forudsætning for at kunne deltage, alle er velkomne og der vil være underviser tilstede.

Café Gårdhaven tilbyder hjemmelavede æblekager, æbletærter og skønne æbledesserter. Til daglig holder Café Gårdhaven til på Tallerupvej 22 midt på Stationsbyens hovedstrøg. En fin lille café med en charmerende og romantisk atmosfære. Men d. 19. oktober finder du caféen i erhvervsparkens kantine.

Cognac Huset serverer smagsprøver på dessertvine f.eks. en Pineau des Charentes, der passer godt til æbledesserter. Cognachuset er en webshop og forhandler cognac, whisky, cigarer og andre eksklusive varer. Cognachuset har Danmarks største udvalg af cognac. Det vil også være muligt at købe, hvis I skulle blive fristet.

Selmer Vin henvender sig til kunder, som ikke kun søger det bedste – men som også søger nye og spændende oplevelser inden for vin. Selmer Vin har et opfattende sortiment som primært stammer fra små dedikerede producenter, som ofte er økologiske eller biodynamiske. Men vigtigst af alt går Selmer Vin efter at vinene er frembragt af passionerede mennesker med et hjerte, der banker for vin. I forbindelse med Æblefestivalen vil Selmer Vin tilbyder smagsprøver på vine som enten er produceret på æbler eller vine som passer særligt godt til desserter med æbler.

Danish Outdoor forhandler røgeovne, båludstyr, pølseudstyr, brygudstyr, æblepressere, pizzaovne og ud i naturen grej. Skal du have presset dine æbler til most eller tilsat cider-gær til din cider, så er det hos Danish Outdoor du kan få råd og vejledning samt et godt tilbud på det udstyr du mangler.


Æbledag i Assens

Også i år var der stort ryk ind på Assens Planteskole. På planteskolens lille parkeringsplads havde mobilmost stillet deres store avancerede æblepresseri op. I løbet af dagen blev der presset i nærheden af 2 tons herlige friske æbler. Nogle havde samlet 50 kilo æbler sammen i nogle få plast-poser, andre kom med traileren fyldt med flere hundrede kilo æbler. En herlig æble-aktivitet, hvor hele familien sammen med gode venner var samlet om at få mostet alle de æbler, der ellers ville gå til spilde.

Lokale producenter, handlende og frivillige var også inviteret til at stå med varer og ydelser, der har noget med æbler at gøre. Det var også muligt at gå en tur i Madam Bundsens Have, som er fyldt med mange spændende æbler. I løbet af dagen var der i omegnen af 200 besøgende, som fik sig en god dag med mange oplevelser omkring æbler.

Bjarne havde travlt med at passe grillen og stege lækre æble-pølser.

Og de kom slæbende med æbler fra hele Assens kommune.

Tina Valbjørn fra Engaard Grafik arangerede et hjørne, hvor de unge kunne tegne og farve æbler.

Der var travlt ved den store æblepresse.

Det mobile mosteri er godt nok stort og imponerende.

Claus og Anders fra Mobilmost havde styr på teknikken i mosteriet.


Aktive ældre presser æbler

– Vi presser æbler, når det ikke regner, svarer Niels Henrik friskt på spørgsmålet om hvor tit de er ude og presse æbler. Måske er det ikke så tit, at de Aktive Ældre er ude og presse æbler, som Niels Henrik fastslog, men ofte ser vi dem udenfor den lokale brugsforening med det flotte mosteudstyr, de har fået finansieret via Velux-fonden. Det er endnu en aktivitet for æble-interesserede, som slippes løs her i oktober samtidig med æble-festivalen. Lørdag d. 21. oktober stiller de aktive ældre mosteudstyret op i forbindelse med æbledagen i Magtenbølle, du er velkommen til at komme at få dine æbler presset og tappet på dunke eller bag-in-box til rimelige priser.


Æbletappas og æblehistorie

I samarbejde med bibliotekerne i Assens kommune arrangerede æblefestivalen et velsmagende foredrag om æbler. Forfatter Karen Syberg var inviteret til at fortælle om æblets historie. På mere end 400 sider har hun formidlet æblets fortælling i sin bog med samme titel. I 2007 modtog hun forfatterforeningens fagbogspris og i aftenens foredrag delagtiggjorde hun de fremmødte, i hendes detaljerede kendskab og omfattende indsigt i æblets historie.

Æblet er en fødevare, vi bruger i mange forskellige sammenhænge. I aftenens anledning havde Ungdomshusets Cafe lavet en spændende æbletappas. Små hapser med æbler i alle afskygninger, det er den korte uformelle definition på æbletappas. Parma skinke med æble, rødbede-æble-shot, gedeost med æble, æble-murfin og svinekæber med æbler var et udsnit af nogle af de spændende små hapser som kokken og hans trofaste kokkelærlinge fra ungdomshuset havde lavet. Og det smagte bare super-godt.


Kaj æblet – årets æble

Under overskriften “Hjerteforeningen går æblefestivalen igang” deltog 0. klasserne fra Assens Skolen og Strandmølleskolen i gåturen sammen med mange andre interesserede ad hjertestien sammen med naturvejleder Christian Heller.

Årets nye æbletræ blev også præsenteret ved denne lejlighed. Kaj Andersen fra Høed har fundet det nye æble i kanten af den gamle nedlagte jernbane mellem Tommerup og Assens. Ved afsløringen af det ny æble var både den trykte og den æterbårne presse til stede. Her linker vi til TV2’s klip fra begivenheden :  Ny fynsk æblesort

Foto fra dagen:


Æblefestivalens fotokonkurrence

Onsdag d. 11. oktober var der fernisering på Æblefestivalens fotokonkurrence. Tyve flotte billeder deltager i konkurrencen, de tre bedste billeder får fine præmier fredag d. 20. oktober.

Det er facebook-demokraturet der med hård og retfærdig hånd afgør vinderne i konkurrencen. Klik ind på æblefestivalens facebook-side og stem på dit favoritbillede. Du kan deltage i afstemningen helt frem til den 20. oktober.


Mobilmost besøger Assens

Også i år har vi fået Mobilmost til at komme til Assens, hvor du kan få presset dine æbler. Sidste år blev der presset mere end 2 tons æbler, nogle havde 50 kg. æbler med og andre kom med flere hundrede kg. æbler.

Kom med dine æbler, lad dem ikke gå til spilde, men få dem presset til herlig frisk æblemost.  Mobilmost presser, pasteuriserer og tapper mosten i 3 liters bag-in-box. Så har du din egen velsmagende æblemost fra dine egne træer.

Her kommer et par foto fra Mobilmost’s besøg i 2016:


Selvsåede æbletræer ved Assensbanen

Mange nye æble-sorter er udviklet tilfældigt langs den nu nedlagte Assens-Tommerup jernbane. Når en passager har spist et æble på togturen og har kastet æble-skroget ud, har frøene fra æblet udviklet sig til et nyt æble-træ.

Ingemann og Kaj fra Flemløse-Voldtofte har allerede kortlagt 2,5 km. banestrækning mellem Flemløse og Høed Trinbræt. Forfatter Karen Syberg berettede på æblefestivalen i 2016 om at hun havde fundet flere interessante æbletræer på en nedlagt bane på Sjælland. Det blev inspirationen til at Klaus Ankerstjerne Eriksen (som også er webmaster på denne hjemmeside) i starten af september 2017 flytter sin rute for motionsløb til Assens-banen. Målet er at løbe 3 til 4 km. ud af banen og samme rute retur et par gange om ugen i løbet af september. Hvis der er et æbletræ langs banen, så foretager Klaus en registrering træet, bestemmer dets placering vhja. GPS-app og træet opmærkes. Det blev til 72 æbletræer der er selvsået langs den 30 km. lange Assens-Tommerup-bane. Ca. halvdelen af dem vil Klaus hente podemateriale fra i slutningen af februar og i starten af april vil han pode kvistene på nogle gode grundstammer.

DR P4 Fyn var med en tidlig morgen ude for at interviewe Klaus på hans løbetur, hør denne lydfil: Klaus Æbletektiv

Årets æbletræ er Kaj-æblet, her er et klip fra P4 Fyn om Kajæblet. Kajæblet

 


En æblelund til Andebølle

Som noget nyt vil æblefestivalen introducere donation af en speciel æblelund til private haver. Der er tre æblelunde på spil, hver æblelund består af fem forskellige træer. Betingelsen for at få en æblelund er, at Æblefestivalen må følge træerne og arrangere besøg i haven.

Den første æblelund er sendt til Andebølle. Her bor Anastasia og Johan Rosenring, de har været på Assens Planteskole og sammen med Karen Margrethe fra planteskolen og Ingemann Jensen fra æblefestivalen har de valgt fem gode æblestræer. Valget faldt Ingrid Marie og Filippa, der er to gode og populære fynske træer. Det er næsten et must at have de to gode træer. Derefter faldt valget på to gode o populære spiseæbler – Gråsten og Discovery. Til sidst faldt valget på Varde æble, som er et godt madæble, velegnet til most, æblemos og de fleste retter med æbler.

Ingemann har sendt et par billeder fra dagen hvor Anastasia og Johan får den lille æblelund:


Æblemosaik fra Tallerupskolen

Nu har første klasserne på Tallerupskolen også lavet nogle flotte æblemosaikker. Vi bringer foto af deres flotte mosaikker nedenfor:


Æblemosaik fra Verninge skole

De første æblemosaikker er lavet og vi bringer nogle foto af de fine mosaikker som første klasse fra Verninge skole har lavet.

 


Æblepølser fra Naturkalv.dk

Æblefestivalens formål er at udbrede kendskabet til det gode danske æble og til æblets mange anvendelsesmuligheder. Det er derfor med stor interesse at æblefestivalen kan præsentere Rasmus Dalhoff Skaar fra Naturkalv.dk som har udviklet en æblepølse sammen med en lokal slagter. Ved en lille seance langt ude i den smukke fynske natur, helt derude hvor Rasmus har en indhegning til en flok af hans kalve, derude havde han tændt op i grillen og gav smagsprøver på nogle af de velsmagende æblepølser han havde fået lavet. Æblepølsen er en lækker specialitet lavet på udsøgte råvarer med en fin konsistens og en forførende delikat smag. Æblefestival Assens kommune 2017 afvikles i ugerne 41 og 42, det vil være muligt at købe æblepølsen fra www.naturkalv.dk den 14. oktober på Assens Planteskole og den 21. oktober til Æbledagen i Magtenbølle.


Æblefestivalen på banen

Høed trinbræt dannede rammen om en af popupaktiviteterne i Mod.Strøm. Forladte steder på Fyn var temaet og Høed trinbræt må siges at være et oplagt exempel på et forladt sted. Assensbanen stoppede for persontrafik i 1968 og tyve år senere stoppede godstrafikken. Assensbanen blev etableret i 1884, men først i 1929 blev Høed Trinbræt oprettet.

Man kan næsten fornemme, hvordan der gennem mere end otte årtier har været livlig trafik af forventningsfulde rejsende. Skinnerne ligger der stadig, der hvor de blev lagt i 1884. I dag er det ikke lokomotiver der kører på banen, men glade sommerturister, som kører på skinnecyklerne på den gamle Assensbane.

I dag lørdag d. 16. september havde Flemløse Voldtofte bylaug, Mod.Strøm og Æblefestivalen arrangeret livlig aktivitet på det gamle trinbræt. Smagning af æbler fra de forvildede æbler, der står langs banen, kaffe, æblekage og velsmagende pandekager samt smagning af cider og en opfordring til at deltage i æblefestivalen var nogle af de aktiviteter, der kunne opleves på trinbrættet. Arrangementet var en succes med over 100 besøgende.

Se mere om arrangementet på vores FaceBook-side.

Her er lidt blandede billeder fra dagen:

Skinnecykel-karavanen kører fra Høed Trinbræt.

Ingemann Jensen står med det gamle skilt, hvor der står Høed.

Skinnecykel-karavanen gør holdt ved Høed Trinbræt.

Skinnecykel-karavanen gør holdt ved Høed Trinbræt.

Der blev også serveret pandekager på Høed Trinbræt.


Citronæble og mange andre gode æbler

Liflige herlige dråber fra sæsonens første æbler blev til velsmagende æblemost på årets første æblepressedag. Mosten blev omhyggeligt tappet på flasker, bag-in-box og dunke. Citronæbler, Skovfoged, Guldborg, Stark Earliest og flere andre velsmagende sorter havde fundet vejen til æblepressen i Magtenbølle. Formanden for Æblefestival Assens Kommune 2017 Else Marie Kristensen orienterede om årets festival og alle de mange aktiviteter i hele kommunen under festvalen. Se mere på hjemmesiden : www.aeblefestivalassens.dk .

Æblepigerne (Lærke, Feja og Ronja) fra Frøbjerg havde taget farmand Lars med til æblepressedag i Magtenbølle.


Erhvervsparken

Nye aktører er med i årets æblefestival – keramik, glas, vin, æbledesserter og æblepresser

Antallet af aktører i Æblefestival 2017 er øget. De kommer fra hele kommunen og bidrager til en større bredde i æblefestivalen. En af årets nye aktører er en gruppe virksomheder i erhvervsparken i Tommerup Station. De bidrager på hver deres måde med aktiviteter, de har noget med æbler at gøre og er gået sammen om at arrangere en fælles æble-dag torsdag d. 19. oktober kl. 10 – 13, Erhvervsparken Østerbro 4 Tommerup St.

I Erhvervsparken Tommerup kan du kreere dit eget keramikæble Hos Den Dybe Tallerken kan du kreere dit eget keramik æble. Pottemager Lisbeth Kring har lavet æblerne på forhånd, så de lige er klar til at dekorere. Det koster 50 kr. pr. æble og aktiviteten er for både børn og voksne. Det kræver ikke tilmelding, bare mød op!

På glasværkstedet kan du lave et æble fad eller skål med mosaik-teknikken. Der er plads til 5 ad gangen, så der kan være lidt ventetid. Det tager ca. 30 minutter at lave æblet i glas. Herefter skal glasæblet brændes 2 gange og kan afhentes på glasværkstedet ca. 1 uges tid efter. Du kan lave glasæblet i 3 forskellige størrelser; lille til kr. 150,-, mellem til kr. 250,- og stor til kr. 350,- Det kræver ingen forudsætning for at kunne deltage, alle er velkomne og der vil være underviser tilstede.

Café Gårdhaven tilbyder hjemmelavede æblekager, æbletærter og skønne æbledesserter. Til daglig holder Café Gårdhaven til på Tallerupvej 22 midt på Stationsbyens hovedstrøg. En fin lille café med en charmerende og romantisk atmosfære. Men d. 19. oktober finder du caféen i erhvervsparkens kantine.

Cognac Huset serverer smagsprøver på dessertvine f.eks. en Pineau des Charentes, der passer godt til æbledesserter. Cognachuset er en webshop og forhandler cognac, whisky, cigarer og andre eksklusive varer. Cognachuset har Danmarks største udvalg af cognac. Det vil også være muligt at købe, hvis I skulle blive fristet.

Selmer Vin henvender sig til kunder, som ikke kun søger det bedste – men som også søger nye og spændende oplevelser inden for vin. Selmer Vin har et opfattende sortiment som primært stammer fra små dedikerede producenter, som ofte er økologiske eller biodynamiske. Men vigtigst af alt går Selmer Vin efter at vinene er frembragt af passionerede mennesker med et hjerte, der banker for vin. I forbindelse med Æblefestivalen vil Selmer Vin tilbyder smagsprøver på vine som enten er produceret på æbler eller vine som passer særligt godt til desserter med æbler.

Danish Outdoor forhandler røgeovne, båludstyr, pølseudstyr, brygudstyr, æblepressere, pizzaovne og ud i naturen grej. Skal du have presset dine æbler til most eller tilsat cider-gær til din cider, så er det hos Danish Outdoor du kan få råd og vejledning samt et godt tilbud på det udstyr du mangler.


Årets første æblepressedag

Æblefestivalen har fundet æblepressen frem af gemmerne og gjort klar til at presse de første æbler. Er der andre, der har tidlige æbler, så kig forbi Magtenbøllevej 78, fredag d. 25. august kl. 14:00 til 17:00. Det koster kr. 4,- pr. liter most du får lavet. Du skal selv have dunke eller flasker med, du kan også købe emballage hos os.

Årets første æblemost fra egne æbletræer smager fantastisk. Mosten kan også blive til en herlig og liflig cider. Danish Outdoor afholder kursus i fremstilling af cider fredag d. 8. september, se mere på deres hjemmeside.

Det er også muligt at høre mere om æblefoto-konkurrence, modstrøms æble-projekt ved Høed trinbræt og alle de andre aktiviteter der afholdes i forbindelse med årets æblefestival i Assens Kommune, se mere på www.aeblefestivalassens.dk eller FB side: Æblefestival Assens Kommune.

Tilmelding Else Marie Kristensen 2013 5492 eller elsemarieeventyr@msn.comsenest tirsdag d. 22. august.

Ønsker i yderligere oplysninger, så kontakt undertegnede.

Med venlig hilsen
Else Marie Kristensen
Magtenbøllevej 78
5492 Vissenbjerg
tlf. 2013 5492


Ciderkonkurrence

Cider er populært og mange laver cider på æbler fra egen have. Har du lavet en cider, så deltag i æblefestivalens cider-konkurrence. De herlige liflige dråber fra en flaske cider smager himmelsk. Derfor har Æblefestival Assens Kommune besluttet, at der skal afholdes en cider-konkurrence i forbindelse med æblefestivalen i Assens Kommune 2017.

Danmark har et eminent godt klima til æbledyrkning, alligevel har vi stor set ingen tradition for at lave cider her til lands. Det må vi gøre noget ved. Med cider-konkurrencen udbreder vi kendskabet til æblet og dets anvendelse i cider-produktion. Vil du deltage i cider-konkurrencen? Så find minimum 1,5 liter cider frem, tappet på minimum to flasker og indlever dem senest d. 14. oktober til Æblefestival Assens Kommune, c/o Klaus Ankerstjerne Eriksen, Magtenbøllevej 78, 5492 Vissenbjerg.

 

Reglerne for cider-konkurrencen er følgende:

Alle kan deltage med en eller flere cidere, de selv har fremstillet. For at deltage skal man indlevere mindst 1,5 liter cider tappet på minimum to flasker. Dog kan dommere og arrangører af konkurrencen ikke deltage.

En cider er en alkoholisk drik fremstillet ved fermentering af most fra æbler. Der er ingen krav til alkoholstyrke eller grad af karbonering. Er din cider på 0,2% alkohol uden bobler så deltager den på lige fod med en kraftig karboneret cider eller en cider på 14% i alkoholstyrke. Cider gærer på enten kulturgær eller vildgær, du bestemmer.

Der må som udgangspunkt ikke bruges tilsætningsstoffer i form af krydderier eller andre former for smagstilsætning i cider. Dog er der følgende undtagelser:

  • Direkte tilsætning af CO2 for at karbonere cideren (tvangskarbonering) er tilladt.
  • Der må bruges sukker til karbonering (naturlig karbonering).
  • Derudover må der tilsættes sukker for at afpasse smag, dog skal most fra æbler udgøre hovedparten i fermenteringen. Hvis der er brugt sukker, skal det oplyses ved indlevering af cideren, hvor meget der er tilsat.
  • Det er tilladt at anvende klaringsmidler.
  • Det er tilladt at bruge sulfit til exempelvis standsning af gæring eller anden form for mikrobiologisk kontrol.
  • Fadlagring er tilladt, det skal dog oplyses ved indlevering af cideren, hvis den er lagret på fad eller har eftergæret på egetræsspåner.
  • For at afpasse syreindholdet i cideren er det tilladt at udføre en malolaktisk gæring.
  • Æblesyre må tilsættes for at balancere cideren, det skal oplyses ved indlevering af cideren, hvis der er tilsat æblesyre.
  • Kaliumsorbat må tilsættes for at stabilisere cideren.
  • Bedømmelsen foretages ved blindsmagning og udføres af et dommerpanel med erfaring i vurdering og bedømmelse af øl, vin og lignende.

Konkurrencen afvikles i forbindelse med æbledagen i Magtenbølle lørdag d 21. oktober kl. 14:00, hvor vinderne af konkurrencen kåres.

Har du husket at nedskrive forløbet af din cider-fremstilling, så vil vi meget gerne vide hvor mange æbler, hvilke æbler der er brugt i din cider samt hvor meget cider du har fremstillet. Fakta-oplysninger om gær, sukker% ved gærtilsætning og restsødme etc. vil vi også gerne have oplyst. Disse oplysninger er dog ingen betingelse for deltagelse i konkurrencen.

Vil du deltage, så indlever din cider til Æblefestival Assens Kommune, c/o Klaus Ankerstjerne Eriksen, Magtenbøllevej 78, 5492 Vissenbjerg senest lørdag d. 14. oktober.

Vil du vide mere om cider-konkurrencen i Æblefestival Assens Kommune 2017, så kontakt:
Klaus Ankerstjerne Eriksen
Magtenbøllevej 78
5492 Vissenbjerg
tlf. 2086 5492
Mail: klaus@magtenboelle.com


Program for æblefestival 2017

Programmet for Æblefestival Assens Kommune 2017 er på plads. Det har været forbi trykkeriet og nu har vi en flot tolv siders folder, der giver overblik over de mange aktiviteter festivalen i uge 41 og 42.

“… Æblefestivalen omfatter mange æbleaktiviteter og vi vil have både børn og voksne, unge og gamle til at genopdage æblet i alle dets talrige anvendelsesmuligheder…” fastslås det i folderens indledning. En gennemgang af programmet bekræfter i høj grad intentionen om at lave mange aktiviteter for unge og gamle. Det er fjerde æblefestival, der afholdes i Assens Kommune. Nye aktører er med i år, fx. museer og erhvervsparken i Tommerup St. , ligesom nye aktiviteter kommer til at præge festivalen.

Men ingen trykt folder uden rettelser. Vi har planlagt to fyraftensmøder, hvor vi kommer ud og oplever, hvordan æblet har fået plads i to spændende haver. Sættenissen har beklagevis på spil og kun det ene fyraftensmøde er kommet med i folderen, så her kommer teksten for de to fyraftensmøder:

Tirsdag den 17 oktober. Fyraftensmøde: Spændende have i flere etager kl 17-18 hos Kirsten og John Algreen-Ussing, Kærumvej 13 5610 Assens. En spændende anlagt have i en lille landsby i flere “etager”. Der er en bonzai afdeling med bl.a. et æbletræ.

Torsdag den 19 oktober. Fyraftensmøde: Husmoderens æblelund kl 17-18 hos Doris og Niels Gosvig, Klaregade 22, 5620 Glamsbjerg. En stor anlagt gårdmandshave i landsbyen Gummerup. Gårdens have var som regel husmoderens ansvar.

Sættenissen har også været på spil vedr. besøget hos det fredede Ingrid Marie- træ, her kommer den rigtige tekst:

Søndag den 22. oktober kl. 14-16 i haven ved Høed gamle skole Ebberupvej 37, 5620 Glamsbjerg.
Arangementet er gratis.
Omkring det fredede Ingrid Marietræ i den imposante skolehave vil der udfolde sig flere aktiviteter.
Der vil være mulighed for at købe kunsthåndværk
Vi ser på de muligheder, der ligger i tørrede æbler, deres brug som godbidder, som elegant tilbehør i finere kager og som smagstilsætning i almindelig madlavning.
Der vil være smagsprøver af de selvsåede æbletræer, der gror i hegnene langs vejene og jernbanen i mellem Flemløse og Høed.
Dagen afsluttes med et besøg i æblelunden ved TH.Bangsvej i Flemløse, hvor Flemløse Voldtofte Landsbylaug er vært ved en lille forfriskning.


Nye vestfynske æbler – måske 😉

I februar trodsede en gruppe ihærdige æble-entusiaster vinterens kulde og mørke, for at indsamle formeringsmateriale fra frøformerede vilde æbletræer i hegn, skel og langs den gamle Assens jernbane. Mange nye æblesorter er udviklet tilfældigt, måske har en passager på toget en gang for mange år siden smidt et æbleskrog ud af togvinduet, og frøene har udviklet sig til et fint æbletræ, der i dag står tæt på banen. Æblerne er rigtig gode, så derfor har vi taget podekviste fra træet og formeret det.

I starten af april podede vi æbler fra ca. 10 forskellige æblesorter, vi havde indsamlet i februar. Nu tre måneder efter at de er podet, så er de nye sorter på vej. På billedet ses de mange podninger, der står ved siden af en række pilestiklinger. Et nærbillede af Ingrid Marie æblet viser, at det gamle populære træ, der for 100 år siden var et nyt og ukendt træ stadig kan levere nye podekviste.

Podninger fra forvildede æbletræer på vestfyn.

Ingrid Marie var også et frøformeret æbletræ, der viste sig at have nogle gode egenskaber og blev et meget populært æble.


Modstrøm genopliver Assens jernbane

Så er ModStrøm skudt i gang. Selvom kulturprojektet først løber fra 8. til 17. september, er arbejdet med at finde de selvsåede æbletræer langs jernbanen fra Flemløse Station til Høed Trinbræt afsluttet 23. maj. Kaj Andersen og Ingemann Jensen fra hhv. Flemløse Voldtofte Landsbylaug og Assens Kommunes Æblefestival står ved rutens sidste træ. Det er det 11. og sidste træ. 16. september kan publikum smage på æblerne ved et arrangement på Høed Trinbræt.


Blomstrende æbletræer

Elin Andersen præsenterer æbletræet Gravenfin med store blomsterknopper, der er lige ved at springe ud.

Det blev en fremragende tur for 35 passionerede æble-entusiaster, da Æblefestivalen arrangerede en bustur til de blomstrende æbletræer i Assens Kommune. På grund af kolde april måned, så var træerne ikke langt fremme, men det lykkedes da at finde de første blomstrende æbletræer.

Ingemann, Elin Andersen, Christian Jensen, Anne Marie Nørballe samt andre fortalte undervejs hvad vi oplevede i lokalområdet, især hvis det havde noget med æbler at gøre. Elinn fra Gundershøj Bed & Breakfast sørgede for en god frokost samt kaffe og kage. Klaus og Else Marie fra Magtenbølle Honning & Mjød havde flydende dråber med i form af æblesnaps, æble-mjød og cider.

Det blev en herlig tur, med masser af æbleoplevelser og æblesnak, hvor vi fik set på mange lokale æblesorter. Men billeder siger mere end 1000 ord, så nedenfor linkes til foto fra turen:


Podekviste fra æbletræer

Æbler er nemme at dyrke, der er mange forskellige sorter og så smager det fantastisk. Adskillige gode æblesorter kommer fra Vestfyn. Ingrid Marie er nok det mest populære, det er ca. 100 år gammelt og kommer fra Høed Skole kun 9 km fra Assens.

Æblefestival Assens Kommune var tirsdag d. 28. februar rundt og indsamle podekviste fra ni forskellige interessante æbletræer i Assens Kommune. Podekviste er formeringsmaterialet, vi bruger til at lave nye æbletræer med. Ved at pode et æbletræ, så får vi en nøjagtig klon af modertræet. I modsætning til frøformering, som resulterer i nye træer, der slet ikke ligner modertræet.

Frøformering anvendes, når der skal udvikles nye sorter. Men mange nye æblesorter er udviklet tilfældigt. Fx. var vi ude og hente podekviste ved det gamle Høed trinbrædt mellem Voldtofte og Ebberup. Banen blev lukket i 1966, men de gamle skinner ligger der endnu. Og måske har en passager en gang for mange år siden smidt et æbleskrog ud af togvinduet, for i dag står et fint æbletræ tæt på banen. Æblerne er rigtig gode, så derfor har vi taget podekviste fra træet og formerer det.

Klaus Ankerstjerne Eriksen
høster podekviste i slutningen af februar (foto: Tina Valbjørn/Enggaard Grafik).

Gruppen omkring Æblefestival Assens Kommune har indsamlet mere podemateriale fra otte andre æbletræer i området og bidrager dermed til bevarelse og udbredelse af de gode æbler fra Assens Kommune.

Her er yderligere et par billeder fra indsamling af podemateriale, som Tina Valbjørn fra Enggaard Grafik har lavet. Det er Ingemann og Kaj der er ude indsamle podemateriale ved den gamle Assens jernbane:

 


Tur til blomstrende æbletræer

Lørdag d. 6. maj kl. 11-16 er der mulighed for at komme rundt i Assens Kommune og opleve de gamle æbletræer Torø hus, Ingrid Marie, Elin Andersen, Gravenfin og Pommer i blomst. Vi har engageret Kulturbussen Cubus til at transportere os.

Turen begynder i Voldtofte, hvor vi skal opleve æblehaverne i blomst. Derefter kører Cubus til det 100 årige Pommer æbletræ ved Hårby. Det næste stop er hos Elin Andersen ved Ebberup. Hos Elin er der frokost og vi skal selvfølgelig også opleve æbletræerne Gravenfin og Elin Andersen. Derefter kører vi til Torøhuse, hvor vi skal se Torø huse æbletræet, som har sin helt særlige historie. Med udsigt til havet og Torøhustræet skal vi have kaffe og æblelagkage. Det sidste træ vi skal opleve er det gamle fredede Ingrid Marie æbletræ, som står ved Høed gammel skole.

De fem æblesorter er helt unikke for Assens, idet de alle stammer fra området og hver har deres interessante historie.Ved hvert æbletræ vil der være eksperter og lokale mennesker med viden om æblernes fortid, anvendelsesmuligheder og hvordan de bliver passet og plejet. I bussen vil der være æblefortællinger, sang og smagning på 3 forskellige cider.

Bussen kører os tilbage til Voldtofte.

Tidspunkt: Lørdag d. 6. maj kl. 11:00 til ca. kl. 16:00
Sted: vi mødes i Voldtofte (p. gr. a. kloakeringsarbejde i Voldtofte præciseres mødested senere)
Pris: 100,-
Tilmelding og yderligere information: Else Marie Kristensen tlf. 2013 5492 eller elsemareieeventyr@msn.com senest d. 24. april.

 


Mange lokale æbleaktiviteter

“Lokalt engagement og højt aktivitetsniveau kendetegnede æblefestivalen 2016” – det var de fleste enige om på æblefestivalens årlige generalforsamling, der blev afholdt torsdag d. 2. februar i Tobaksgården i Assens. Formanden for foreningen Else Marie Kristensen takkede i beretningen de mange, som havde støttet festivalen. Beretningen blev godkendt enstemmigt af forsamlingen.

Generalforsamlingen besluttede også at gennemgå vedtægterne og indførte bl.a. medlemskab af foreningen. Det koster nu kr. 50,- årligt for enkeltpersoner, kr. 100,- for en husstand og kr. 300,- for foreninger at være medlem af foreningen. Det blev understreget, at festivalens aktiviteter stadig er åbne for alle, men med betalende medlemmer fremstår foreningen med en formel foreningsstruktur, der samler æble-interesserede omkring at sætte “Assens på landkortet som en innovativ og grøn kommune”, som det fremgår af foreningens formålsparagraf.

Bestyrelsen blev genvalgt og suppleret med et medlem + to suppleanter og består nu af :

Else Marie Kristensen

Rie Nielsen

Birthe Gamborg

Karen Margrethe Nielsen

Ingemann Jensen

Suppleanter:

Else Marie Sørensen

Anne Marie Nørballe

Bestyrelsen konstituerer sig selv på bestyrelsesmødet mandag 6. februar.

Generalforsamlingen sluttede med en orientering om en bustur, der er planer om at lave i starten af maj, som kommer rundt til de blomstrende æbletræer i Assens kommune. Det kommer der mer orientering om senere.

Desuden orienterede en repræsentant fra Hjemstavnsgården om, hvilke overvejelser  Hjemstavnsgården har haft omkring at deltage i den kommende æblefestival 2017.

 


Generalforsamling i Æblefestival Assens

Æblefestivalen i Assens oktober 2016 var en hyldest til det sunde danske æble fra Vestfyn. Oktober sydede af æble-aktiviteter i hele kommunen. Og nu indkalder foreningen ”Æblefestival Assens” til ordinær generalforsamling torsdag d. 2. februar 2017 kl. 19:00 i Tobaksgården Assens. Alle som interesserer sig for æbler er velkommen til at deltage i generalforsamlingen.

”Vi vil evaluere æblefestival 2016 på generalforsamlingen. Vi har allerede fået mange positive tilbagemeldinger på festivalen og vil bruge de mange gode erfaringer til at lave en endnu bedre Æblefestival i 2017.” Udtaler Else Marie Kristensen, formand for Æblefestival Assens og fortsætter: ”I 2016 havde vi mange lokale aktiviteter og initiativer i kommunen, og det synes vi fungerede rigtig godt. Æblefestivalen er hele kommunens projekt og det skal æblefestivalen i 2017 også være. Lokale aktiviteter og initiativer har høj prioritet i 2017. Vi vil også sætte fokus på de mange muligheder der er for at anvende æblet i madlavning. Most, cider, kager, salater og i mange andre sammenhænge indgår æbler i madlavning. Æbler og kreativitet er også et vigtigt element i æblefestivalen. Med æble og kreativitet kan vi gennem kunst og kultur formidle historien om en af vores vigtigste fødevarer. Æblefestival 2017 kommer til at handle om lokalaktiviteter, æblemad og æblekreativitet. På generalforsamlingen kommer der sikkert flere ideer til, hvad festivalen i 2017 skal have fokus på. Og husk generalforsamlingen er åben for alle, vi vil gerne have at man tilmelder sig, så vi har overblik over hvor mange der kommer.” Tilmelding pr. mail: elsemarieeventyr@msn.com

Foruden aktiviteterne i oktober, så vil æblefestival 2017 også arrangere en heldags bustur i maj, hvor vi har fået kulturbussen Cubus til at køre rundt i kommunen til de steder, hvor der er tilknyttet en god fortælling om æblet. Der er også planer om at lave en æblekalender i en digital udgave.

Æblefestivalen byder på spændende oplevelser for alle, mød op til generalforsamlingen torsdag d. 2. februar 2017 kl. 19:00 i Tobaksgården og bidrag til at Æblefestival 2017 bliver en succes.

På vegne af æblefestivalbestyrelsen

Formand
Else Marie Kristensen
Magtenbøllevej 78
5492 Vissenbjerg
mobil 2013 5492


Klip fra Æblefestival 2016

Her nogle gode videoklip fra årets æblefestival

Karen Holmkvist har lavet en lille video om æblefestival 2016: Æblefestival Assens Kommune 2016

Fyens har lavet en kort video fra æblefestivalen i Magtenbølle: Æblekagekonkurrence

TV dot var også i Magtenbølle for at dække æblefestivalen: Æblefestival


Æblerne fejres også i 2017

– Æblefestivalen i år blev en succes med mange spændende aktiviteter for alle i hele kommunen, fastslår Else Marie Kristensen formand for æblefestivalen i Assens kommune og fortsætter, – børnehaverne lavede flotte billeder over temaet Æbler og Glade grise, der var mange spændende foredrag, lokale kunstnere lavede kunst i keramik og glas. Æblekagekonkurrencen blev et populært tilløbsstykke med fantastisk lækre bidrag fra alle egne af Assens.

I Assens var et stort mobilt æblemosteri engageret en hel lørdag til at presse æbler. Mange havde indsamlet herlige fuldmodne æbler i deres haver, som de fik presset. Mere end 2 tons æbler blev til 1880 liter most i løbet af en regnfuld efterårsdag i Assens.

I tirsdags d. 22. november var der evalueringsmøde for æblefestivalen og mange af de aktive i festivalen deltog i mødet. Karen Holmkvist havde lavet en lille video om æblefestivalen, som kan ses fra dette link : Æblefestival Assens kommune 2016

19 deltagere fra hele kommunen deltog i evalueringsmødet i tirsdags og udtrykte stor tilfredshed med æblefestivalen. Vagn Aage fortalte om hans frivillige arbejde med at passe æbletræet Ingrid Marie . Elin Andersen foreslog at lave en bustur rundt i kommunen for at besøge steder med spændende æbletræer. Jørgen Bjerring og Niels Henrik fortalte om de Aktive Ældre der har presset æbler med et fornemt nyt æble-presse-udstyr. Mange andre på mødet berettede om deres gode oplevelser og kom med forslag til nye tiltag til næste års æblefestival.

Det blev besluttet at afholde æblefestival i Assens kommune igen i uge 41 og 42 i 2017. Æblefestivalen holder generalforsamling torsdag d. 2. februar 2017 kl. 19:30 i Tobaksgården i Assens.

Vil du vide mere om Æblefestival i Assens Kommune så kontakt Else Marie på telefon 2013 5492 eller klik ind på hjemmesiden : www.aeblefestivalassens.dk

-kae


Indkaldelse til evalueringsmøde i Æblefestival Assens Kommune på Café Gårdhaven, Tallerupvej 22, 5690 Tommerup St. , tirsdag d. 22. november kl. 19:30.


Tak til alle der har hjulpet med at gennemføre Æblefestival Assens Kommune, og tak til alle sponsorer:

Assens Kommune, Assens Planteskole, Damgård Frugt, Danish Outdoor, Superbrugsen i Tommerup St., Guldbageren i Vissenbjerg, Porten i Sarup, REMA 1000 Assens, Kærum Plantage, Hjerteforeningen Assens, Assens Kommune Natur og Miljø, Deslers Grafisk Hus, Artdesign, Schreiners Bøger og Papir, Magtenbølle Honning & Mjød.

aeblefestival_evaluering


Ingemann fra Flemløse Voldtofte har fremsendt dokumentation på eventuelle nye æblesorter samt udplantning af æbletræer:

Registrering af de 4 æblesorter, der blev udtaget til podning 28. februar 2017: Dokumentation 4 æbler 2017

Årets ny æbletræ hedder Kaj : Eventyret om Kaj ny sort 2017

Tre ny æblelunde i Assens 2017 :  Æblelunde 2017

Registrering af selvsåede æbler : Æbletræskontrol Flemløse st. Høed trnbr. 2017

Evaluering af ”Selvsåede æbletræer mellem Flemløse St. og Høed trnbr.” :  høeder fibane