Stor opbakning og bred interesse til årets æblefestival

Hjemstavnsgården i Gummerup dannede rammen om Æblefestivalens evalueringsmøde d. 8. november. Kaffe og æblekage (naturligvis) serverede Hjemstavnsgården i de hyggelige lokaler, hvor 25 personer var mødt frem for at bidrage til en vurdering af årets æblefestival.

Festivalens formand Else Marie Kristensen bød velkommen og opridsede visionerne for æblefestivalen, som de blev formuleret på generalforsamlingen i februar måned.

– Med æblefestivalen vil vi sætte Assens Kommune på landkortet og synliggøre den som en grøn og innovativ kommune. Vi ønsker også, at det bliver hele kommunens æblefestival. vi vil skabe aktiviteter for både børn, voksne og alle andre i hele kommunen. Sidst men ikke mindst vil vi synliggøre det gode danske æble og dets mange anvendelsesmuligheder, fastslog Else Marie som den tredie vision i æblefestivalen.

Efterfølgende var der en livlig debat i forsamlingen om aktiviteterne, der blev søsat under festivalen. Medlemmerne af festivalens bestyrelse fortalte om de forskellige aktiviteter, men mest interessant var det, at høre fra dem der ikke sidder i bestyrelsen eller som har en mere perifer tilknytning til festivalen.

– Æblefestivalens omtale  i medierne har været imponerende stor, fortalte Inger Lund fra Hjemstavnsgården, – det er første gang vi (Hjemstavnsgården) er med og selvom der var plads til flere besøgende, så har vi også mod på være med i æblefestivalen til næste år, hvor vi vil gøre mere for at synliggøre festivalen lokalt på skoler og i børneinstitutioner.
Desuden fremhævede Inger Lund, at det er godt, at der har været involveret lokale æbleeksperter fra plantager, planteskoler etc.  – Det er godt, at vi trækker på den lokale expertise, understregede Inger Lund

Festivalen var også et resultat af mange frivilliges indsats. Praktiske opgaver blev realiseret takket være de mange, der frivilligt brugte tid og kræfter på festivalen.

– Det har været en begivenhedsrig festival med mange gode oplevelser for alle. Jeg har deltaget i ciderkonkurrencen, men var også med til at stille borde og telte op før festivalen samt var med til at rydde op efter festivalen. Der har været en god stemning og mange gode oplevelser, fortalte Brian.

Hans Erik fra Skoda-museet med sin Skoda fra 1954.

Mange nye tiltag har set dagens lys på årets æblefestival. Og mange nye aktører deltog æble-aktiviteterne. En af de nye tiltag var Skodamuseet, som arrangerede køretur i en af deres veteranbiler fra Hørvævsmuseet til Hjemstavnsgården og retur. Et godt initiativ var der enighed om, men billetprisen var for dyr og for uigennemskuelig.

Selvom de forskellige arrangementer var rimelig fordelt ud over festivalens to uger, så var der alligevel et eksempel på dårlig timing af to arrangementer. Torsdag d. 12. oktober var der to gode arrangementer på samme tid men to forskellige steder. – Ærgerligt, var der en, der gav udtryk for, som gerne ville have deltaget i begge arrangementer.

Stor opbakning og bred interesse til årets æblefestival var den generelle vurdering de fremmødte sluttede med at konkludere. Festivalen var også præget af stort engagement og involvering af de mange, som interesserer sig for æbler i Assens Kommune. Festivalen var et eksempel på, hvordan vi i fællesskab lykkedes at løfte i flok og stable en succesfuld æblefestival på benene.

 

Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.